Indien marts 2008

31. marts

Sidder nu i Howrah og har en fridag her inden vi i morgen tager toget til Santibari. Jeg har en af pigerne fra Sonatale, Pampa, med mig. Hun arbejder paa hospitalet i Sonatala, og skal i traening paa hospitalet ved Santibari og med til landsbyerne. Pampa var i Danmark med mr. Karar for 2 aar siden. Hun er en soed ung pige paa 22 aar. De siger hun ikke kan blive gift da hun er for moerk og det er ikke godt. Jeg har i spoej sagt at hun skal komme med til Andhra Pradesh hvor maendene er meget moerke og der vil hun virke helt lys i huden. Saa jeg har lovet hende at finde en soed mand til hende. Det har vi det lidt sjovt med. Men tror nu ikke det gaar. Det er et helt andet sprog og hun er ret bundet til Sonatala, hvor hun kom til som helt lille.

 

I gaar var jeg en tur i Botanisk Have og det var et dejligt fredfyldt sted. Mange spaendende traeer og en soe med Lotusblomster i flere farver. Jeg fandt en bus dertil – ved hjaelp af nogle indere. Det kostede kun 5 rubees. Saa min foerste tur med bus i Calcutta. Da jeg gik fra haven gik jeg forkert vej og endte i et slumkvarter ca. 2 km langt. En masse slumhuse med familier som nysgerrigt kiggede paa mig. Naar jeg smilede til dem, smilede de venligt tilbage og boernene sagde hello. En ung mand paa mortorcykel kom hen til mig og spurgte hvad jeg lavede der. Jeg svarede at jeg var gaaet forkert vej og var faret vild. Viste ham adressen her til Howrah som jeg heldigvis havde faaet med og taenk, han koerte mig hele vejen hertil og ville ikke have noget for det. Det er denne venlighed og hjaelpsomhed jeg har moedt paa mit ophold her. Taenk at indere som dagligt kaemper for at overleve, har overskud til andre mennesker. Det kan vi europaere laere meget af.

 

Det var utroligt svaert at forlade min lille pige. De sidste dage sammen med hende var vidunderlige. Hun er blevet en rund, glad og sund pige. Smiler dagen lang og sover hele natten – naar hun sover i mit rum. Naar hun sover hos barnepigen (Rani) vaagner hun mange gange…. Ikke saa godt. Jeg er glad for Rani, men hun lytter ikke til pigens rytme. Hun har sin mening om hvornaar pigen skal have mad, hvornaar hun skal sove osv. Den ene dag pigen og mig fik en eftermiddagslur kom hun og ville hente hende, for nu skulle hun vaskes. Jeg maatte tale med meget store bogstaver og fortaelle hende at pigen sov og at hun kunne blive vasket naar hun vaagnede. Rani har endnu ikke accepteret at pigen skal have varm maelk og det har resulteret i udslaet paa numsen. Jeg viste laegen det og han proevede at fortaelle hende at den gik ikke. Hendes svar var at bleerne var daarlige… Indere forstaar jo ikke at hiv-babyer skal bruge bleer…

Den ene dag fortalte hun mig at hun skulle giftes, (Hun er enke med 2 boern) og at det var et “love-marriage” og at de skulle giftes i maj maaned. Hun spurgte om hun maatte faa lillepigen, for hun ville jo holde op med sit arbejde.Jeg fortalte det til laegen, for saa har vi jo et problem og skal skaffe en ny barnepige. Han sagde at det kunne ikke passe, for denne mand var gift og havde 2 boern. Saa han kaldte paa hende og hun sagde at hun kun havde sagt det for sjov. Men da laegen spurgte de andre personaler fortalte de at, jo, Rani har et forhold til denne mand, som kommer og besoeger hende og mens han er der, kan lillepigen ligge i vuggen udenfor og graede. De fortalte ogsaa at hans kone havde fundet ud af det og ville komme og tage et opgoer med Rani.

Taenker her at paa Nyt Liv fik jeg et indblik i aerbarhed blandt unge mennesker. Vores soede chauffoer Anand, som koerte de handicappede til og fra skolen, blev naegtet adgang til Nyt Livs omraade, fordi de unge ugifte piger var ret vilde med ham.

Her paa hospitalet oplever jeg saa gifte mennesker som finder kaerligheden udenfor det arrangerede aegteskab og de forviklinger som dermed foelger. For skilsmisser i Indien er meget usaedvanligt. Nej, saa draeber maendene heller deres koner, hvis det er dem som blir forelskede. Kvinderne bliver hos deres maend, for det goer man.

Baade laegen og hans bror (som ogsaa arbejder som laege paa hospitalet) lever i aegteskaber hvor de lever hver sit liv. Laegen og hans kone har separate sovevaerelser og det eneste de deler er huset. De spiser hver for sig osv. Den anden laeges kone boer hos sine foraeldre i en helt anden stat og han besoeger hende kun faa gange om aaret.

Det er ret soergeligt at se foelgerne af arrangerede aegteskaber. Endnu har jeg ikke moedt et eneste lykkeligt aegtepar. I Danmark er skilsmisseprocenten ca. 50 % men de fleste opnaar da nogle gode aar sammen inden det gaar galt. Taenker tit at hovedaarsagen til at det gaar galt er at man glemmer at snakke sammen. Dagligdagen drukner i arbejde, pligter, boern osv, osv.  

Her starter de tit aegteskaberne uden overhovedet at have snakket sammen. Hvordan kan man saa kunne begynde denne snak? Kvinden er mandens ejendom og maa undergive sig ham.

Har laest en del boeger her bl.a. om kvindeproblemerne her i Indien. Tagore – en af Indiens store filosoffer – har bl.a. skrevet en bog allerede forest i 1900-tallet netop omkring dette problem. Og nu i 2008 er det ligesaa udbredt. Ja, selv jeg moeder denne diskriminering. Har tit svaert ved at give penge naar jeg handler, for maend vil ikke tage penge fra mig. Jeg taenkte at det var fordi jeg var hvid, men efter at have laest disse boeger, tror jeg at det er fordi jeg er kvinde.

Paa et plan har det vaeret hyggeligt at foele denne omsoreg som laegen har givet mig. Han er manden og klarer tingene for mig, for det er en mands pligt, jeg er jo hans gaest. Men i gaar da jeg gik rundt i Howrah og selv fandt en bus til Botanisk Have kunne jeg maerke at det var dejligt at kunne gaere som jeg selv ville. Har ikke gjoert det Iinu 3 mdr. Og jeg er jo vant til at klare mig selv. Men det er altsaa ogsaa dejligt at kunne overlade nogle af tingene til maend. Bl.a. nu hvor vi skal have billetter til i morgen til Santibari. Ja, saa klarer en af personalerne her det for mig, saa det skal jeg ikke taenke paa. Saa jeg kan sagtens klare mig; det er jeg jo vant til, men jeg nyder ogsaa at vaere kvinde i Indien hvor man kan overlade tingene til maendede. Dog alt med maade.

Har egentligt vaeret meget isoleret her. Brugt det meste af min tid paa hospitalet. Men det har vaeret dejligt at vaere der. Paa Nyt Liv Hjemmet var der saa mange problemer som jeg fik indblik i at jeg havde brug for at faa luft og komme derfra mindst en gang om ugen. Paa hospitalet har jeg vaeret i ugevis uden at jeg har laenges efter at komme vaek.

 

Var taet paa at blive bidt af en skorpion paa min naestsidste aften paa hospitalet. Vi sad udenfor som vi plejer. Jeg sad lidt i skyggen. Lige pludselig var der et eller andet som sagde mig at jeg skulle gaa ind i mit vaerelse. Taenkte at det nok var lillepigen som var vaagnet, men nej, hun sov soedt. Saa jeg gik udenfor igen. Da jeg kom ud, saa jeg en skorpion komme ud under min stol. Hvis jeg havde siddet i stolen, kunne den havde bidt mig. Det er ikke sikkert, men risikoen var der. Saa jeg var meget taknemlig for min indre stemme, som vejleder mig saa tit og saa godt.

 

Taenker meget paa mine planer med et hjem for hiv-boern, Det bliver jo laegen som skal starte det indenfor hans organisation som har de nodvendige tilladelser fra staten. Jeg ser mig selv som daglig leder som kan give det pift at hoejne standarden og give ekstra omsoerg. Men det bliver umuligt at klare det uden at laegen tager haand om tingene og det efterlader mig i en meget saarbar situation. Det vil tage tid inden at jeg kan opnaa en position i dette samfund. Allerfoerst bliver jeg noedt til at laere sproget. Hvis jeg ikke laerer det, saa har jeg ingen chance for at kommunikere med personalet. Og det er meget vigtigt saa vi undgaar alle misforstaaelser pga. sproget. Har oplevet nogle eksempler som viser mig hvor vigtigt sproget er.

Jeg aner ikke hvor jeg skal starte med at soege om stoette til hjemmet. Foeler bare dybt i mit hjerte at igang, det skal det. Disse boern har brug for mig. Har dog den tankegang at hvis dette er rigtigt for mig, ja, saa aabner doerene sig paa en eller anden forunderlig maade. Saa jeg har en god tryghed indeni mig.

 

Men lige nu glaeder jeg mig til at komme hjem. Er begyndt at “droemme” om min morgenkaffe med nymalede kaffeboenner, om varme bade, om en vaskemaskine, om et glas roedvin, om en tur i biografen og se en god film, om en god klassisk koncert, at kunne gaa i dansk sommertoej, at vaere sammen med familien og besoege mine venner til lange snakke. Skal hurtigt en tur rundt om Kronborg som jeg plejer naar jeg har vaeret ude at rejse. Vigtigt at dyppe taerne i Oeresund – ligemeget om det er vinter eller sommer, foerst da er jeg hjemme.  Har ogsaa en ide om en god pizza hos Tony paa Torvet i Helsingoer. Mens jeg har vaeret her har jeg faaet god og sund mad. Ikke koed ret tit, men det er helt ok. En masse ris (dog ikke Basmatiris) og groentsager. Dog koger de groentsagerne meget her, og jeg glaeder mig til mine egne sprode groentsager. Jeg har tabt 14 kg paa denne tid. Men spiser jo intet overfloedigt. Meget sjaeldent en Fanta. Coca-cola er der langt imellem at jeg har set. Saa min figure har meget bedre af at vaere i Indien, helt sikkert.

 

Det er utroligt hvor meget man kan klare naar man er noedt til det. Men nu naar jeg er indstillet til at skulle rejse hjem, ja, saa taenker jeg igen paa de danske goder som vi har.

 

Nu vil jeg slutte her. Skal en tur i byen og se om jeg kan finde en fotoshop som kan tage mit kort fra digitalkameraet og laegge dem paa cd-rom. Digitalkameraet er desvaerre gaaet i stykker. Har saa taget foto med det “gamle” kamera som har manglet batteri, saa jeg ved ikke hvordan disse foto er blevet. Skal ogsaa have dem fremkaldt. Saa foto de sidste dage af lille Sowndarya har vaeret umuligt at faa.

 

Ha det godt allesammen derhjemme.

 

 

 

23. – 26. marts. Haaber I hygger jer i paasken derhjemme. Her bliver intet fejret, saa jeg taenker ekstra meget paa jer disse dage.

Nu er der afskeds-stemning her. Har kun faa dage tilbage paa hospitalet. Nogle af mine “opgaver” er uddelegeret, andre falder nok lidt hen. Her er helt afgjort blevet renere. Alle sengene, bordene mm er blevet malet. Vi har faaet gjort “hovedrengoering” lidt paa indisk maner, men helt afgjort renere. Der bliver nu vasket gulve hver morgen og hver gang en patient forlader (hotellet - kom jeg til at skrive, men det er ikke meget galt, bortset fra at alt er gratis her!) hospitalet, vasker de hylder og senge. Saa helt afgjort en forskel til det bedre. Laegerne holder personalet mere i oerene. Siger at det har vaeret godt at jeg har vaeret her, for mange ting er de blevet opmaerksomme paa. Det er nok saadan at med tiden ser man ikke ting og derfor er det godt med friske oejne.

 

Gederne er nu koebt og en stor tak til jer som stoettede gedeprojektet. Jeg har ikke naaet at skrive til alle, saa jer som intet ved om “projekt – koeb en ged” er undskyldte. Forklaringen kommer her: Jeg har skrevet nogle mail til familie og venner og at koebe en ged eller flere til laegen her. Han har en gedefarm og saelger gederne for at kunne koebe medcin til patienterne, da mange af dem ikke har raad selv. For nogle maaneder siden fik hans geder en sygdom og flere doede. For de indsamlede penge fik vi koebt 14 gravide geder af en staerkere og stoerre slags geder end han havde foer. Samt 4 unge geder, hvoraf kun den ene er en han. Der skal koebes to staerke hanner, saa de kan producere mange flere gedekid. Men det vil sige at ialt fik (faar) vi 32 geder og det er da flot. Saa tusind tak til jer alle. Har faaet taget nogle fotos med mit gamle fotoapparat, da digitalkameraet ikke virker mere, saa jeg ved ikke hvordan disse fotos bliver. Krydser fingre.

Det bliver noget af det foerste jeg skal igang med naar jeg kommer hjem: At laegge fotos fra mit ophold paa min hjemmeside. Det er ikke lykkedes at faa det til at fungere hernede.

 

Der har desvaerre vaeret indbrud i min lejlighed. Men tyvene maa vaere blevet forstyrrede, for saa vidt min familie kan se, er intet stjaalet. Min computer, stereoanlaeg (som er ret meget I stykker), min guldkaede som jeg har arvet efter min farmor, mine cd-ere og mine faa dvd-er er der stadig. De har gennemrodet mine papirbunker, dvs. Mine kontoudtog og loensedler mm. Dette forstaer jeg slet ikke, for hvad kan det dog bruges til? Havde jeg haft tid inden jeg rejste, havde jeg smidt alle disse papirer ud… Saa det ser ud til at jeg har vaeret heldig. Men politiet regner med at de nok kommer igen, og det er da ikke en god tanke at gaa med her. Men min familie har fjernet mine ting som kan omsaettes, saa der er intet at komme efter. Det er svaert naar jeg er saa langt vaek hjemmefra, for politisagen kan ikke afsluttes, da det kun er mig som kan se, om noget andet er fjernet. Min fugl flyver stadig syngende rundt i lejligheden og det er da glaedeligt. — Men den kunne da godt have skraemt dem vaek…..

 

Men nu er jeg klar til at komme hjem. Har kun 2 dage tilbage her. Glaeder mig og haaber at det bliver en god dansk sommer, som jeg kan nyde i min have. Saadan taenkte jeg ogsaa for 2 aar siden da jeg vendte hjem efter 5 mdr. i Indien, og den sommer var super.

 

Her er nu omkring 36 grader og det er meget varmt for mig. Men de sidste mange dage og naetter har det – meget usaedvanligt – tordnet, lynet og regnet og det har vaeret skoent. Bortset fra at vejen er totalt mudret til og at det regner ind gennem taget. Toejet kan ikke toerres for det er alt for fugtigt. Men alligevel saa nyder jeg regnen og det koeligere vejr.

Stroemmen er meget ustabil her. Det sidste doegn har vi kun haft stroem i 1 ½ time. Ellers har her vaeret stroem om natten, tit paa meget lavt blus. I dag er der stroem midt paa dagen, men vi ved aldrig hvornaar det er slut.

 

Rejser herfra loerdag nat til Calcutta og bliver saa paa Santibari i 14 dage. Det bliver saa min ferie her i Indien. Men har da en del at tale med Nekbar Mia (lederen) om ang. “mit skoleprojekt” der. Han har ogsaa arrangeret nogle landsbybesoeg, saa tiden vil nok gaa meget hurtigt.

 

Jeg har vaeret meget glad for mit ophold her. Har moedt mange soergelige skaebner paa dette sted, men varmen fra patienterne har vaeret fantastisk, og vi har haft utallige hyggestunder. Her er totalt overbooked for oejeblikket. F.eks. et rum med to senge, har nu 3 senge samt 3 paaroerende liggende paa gulvet. Vi kan jo ikke sige nej naar de kommer og her i sommertiden faar de mange infektioner. Men alle vi har nu er oppegaaende, saa de er udendoers om dagen og aftnen, saa det gaar.

Vi har ogsaa “besoeg” af et aegtepar m. 2 boern som overnatter her. De arbejder og bor (udendoers) paa marken ved siden af. Men tit bliver ejeren gal paa dem og saa maa de ikke overnatte og saa faar de selvfoelgelig en seng eller gulvplads her. De er ogsaa her naar de regner. Et meget soedt aegtepar som arbejder meget haardt. Hver morgen gaar jeg en tur med lille Sowndarya og besoeger dem og de bliver saa glade.

 

Lige nu har vi mange maend, saa klientellet skifter hele tiden. Men det gir en helt anden stemming. De hygger sig med mange snakke udenfor.

Vi har et “par” her. De har begge aids. De er skolekaerester (paa indisk maner – meget aerbart) men maatte ikke faa hinanden og blev gift hver for sig. Hun med en meget aeldre onkel. Hans kone er doed af aids. Men de elsker hinanden og kan vaere sammen her. Flere her accepterer det ikke, men jeg synes jo at det er soedt at se hvor meget de elsker hinanden. De kan finde paa at kysse offentligt og holde i haand og det er meget forbudt her i dette land. Men flere er forargede og klager til laegen, som bare smiler og siger at de skal unde dem den lykke. Der er trods alt ikke mange lyspunkter naar man skal leve med en aids-sygdom med alle de foelgesygdomme som hoerer med.

Dette par har jeg hyret til at arbejde paa mit boernehjem, naar (hvis) det kommer igang. De laver meget arbejde her, saa de vil vaere gode arbejdere. Kvinden siger at hun har brug for at gaa hjem og besoege sine born ind imellem og det er helt ok. Lige nu arbejder hendes boern og det er jo ikke godt. Hun aner ikke hvor gamle de er, men de burde helt sikkert vaerre i skole. Jeg tror hun er omkring 30 aar. Heller ikke dette ved hun.

 

Sowndarya ville ikke rigtigt kendes ved mig da jeg kom tilbage – eller ogsaa var hun lidt “fornaermet” over at jeg havde “forladt/svigtet” hende. Men nu er alt godt og hun er blevet meget rundere.Stortrives og jeg nyder at vaere sammen med hende. Har hyret en barnepige og lillepigen er glad for hende. Hun er desvaerre ligesom de andre kvinder her ikke saa god til hygiejne og jeg proever at laere hende en masse ting, men det er svaert at faa disse kvinder til at indse at andre maader ogsaa kan vaere gode, ja, maaske endda bedre.

Denne barnepige har ogsaa spurgt om hun maa arbejde paa boernehjemmet og faa sin soen med og jeg kan godt lide hende, saa hvorfor ikke. Men mit personale maa vaere meget aabne for mine foreslag og mine maader at lave ting paa ellers duer det ikke. Maa starte med minikurser for at fortaelle og vise hvordan jeg vil have dette hjem til at koere.

Har koert lidt rundt i nabolaget for at finde et hus i passende stoerrelse men endnu er det ikke lykkes. Er ved at lave et budget saa jeg ved havd jeg skal skaffe til driften. Disse hiv/boern er dyrere end normalt, for de skal have medicin og spaedboernene skal bruge bleer. Normalt bruger indiske babyer ikke bleer, saa det er en stor ekstra udgift.

 

Har nu mulighed for at komme paa nettet og sende dette, saa jeg slutter her. Rejser herfra loerdag nat og ved ikke hvornaar jeg kan komme paa nettet igen.

Ha det rigtigt godt derhjemme. Knus, knus

       12. marts. Sad og skrev paa computeren da laegen kom med sin internetforbindelse, saa nu sender jeg hvad jeg har skrevet.

 12. marts

 

Skriver i dag men ved ikke hvornaar jeg kan komme paa nettet. Er hjemme paa hospitalet igen og det er dejligt.

Men jeg har haft 14 dejlige dage i Vest Bengalen og Tamil Nadu. Det har vaeret saa skoent at se kendte ansigter igen. Samtidig har jeg moedt nye mennesker og det er jo altid dejligt.

Drengene I Dindigul som boede paa Nyt Liv Hjemmet da jeg var der, var meget glade for at se mig. Det var dejligt at se at de havde det godt der. De blir ikke straffet I den maalestok som de blev paa Nyt Liv Hjemmet. De fik lov til at lege hver dag naar de havde lavet lektier og den aften jeg tog fasted skulle de til et omrejsende cirkus. Jeg gav dem 500 rubees og lederen sagde med det samme at det skulle bruges til at have det lidt sjovt i cirkuset.  Det blev jeg meget glad for. Havde ellers regent med at de skulle bruge pengene til blyanter, kuglepenne el. lign. Jeg kunne ikke spise der, saa jeg blev “sendt” til en skole som De La Salle broedrene har lige ved siden af. (Det er den broedreorden som Brother Sebastian er medlem af). Der var “kun” 3 broedre paa denne skole og de havde 4 klasser. En med computer, en med mekanikeruddannelsen, en med skraedderudd. Og den sidste var elektronik. Jeg var rundt og hilste paa klasserne. Lederen syntes at jeg skulle ebtale saa han kunne oprette en klasse for piger saa de kunne laere at koere bil…. Jeg spurgte forundret om de ville faa lov til det? Har kun set kvindelige betjente koere bil her i Indien. Men han svarede ja. Men jeg havde ikke lyst til at betale for det. Denne orden har rigtigt mange penge at goere godt med saa de kan ogsaa financere den klasse.

En af broedrene arbejdede med gadeboern som der er rigtigt mange af I Dindigul. Vi kom til at snake om mit arbejde med hiv-boern og straks syntes han at jeg skulle hilse paa et “Hiv/aids Care Center” I byen. Det var meget givende og de gjorde virkelig et kaempearbejde. Havde 258 hiv/aids patienter som de tilsaa en gang om ugen. Om loerdagen var der traef, saa alle som havde mulighed var velkomne til at deltage i. Alle de ansatte var hiv-positive. De har samme problem som her: Ingen vil arbejde med hiv/aids mennesker af frygt for at blive smittet. De delte ogsaa mad ud en gang om ugen. Samt koerte rundt til alndsbyerne med medicin og mad til de patienter som var for syge til at moede op selv. Saa det gav en masse at taenke over. Vi har her talt om disse ting, men har ikke okonomisk mulighed.

 

Jeg blev kun en nat og saa tog jeg til Nyt Liv og hvor var det dog dejligt at se boernene igen. Desvaerre manglede 18 af “mine” boern. Jeg fik ikke rigtigt nogen forklaring paa hvor de var, selvom jeg spurgte bade personalet og Sebastian. Kun en fik jeg at vide at hun var hjemme hos familien og en af de smaa var doed.

 

De stoerste af boernene havde et lille vaerksted hvor de producerede stearinlys, vaskemiddel, rengoeringsmiddel, smaa papirsposer, samt keramik som de havde malet. Jeg fik koebt nogle af tingene, bl.a. rengoeringsmidlet for det er enormt godt og vi har allerede taget det I brug her. Fik ogsaa opskriften, for det vil jeg selv producere. De saelger det for 12 rubees for en liter.

 

Boernene kendte mig og var meget glade for at se mig. Jeg fik mange knuser og skam ogsaa nogle kys, saa det har de ikke glemt mig for. De viste mig nogle pinde og knaekkede dem og grinede, saa de kan stadig huske at jeg gjorde det I vrede over at boernene blev slaaet. Personalet gik stadig rundt med deres pinde – ogsaa I skolestuen, men da jeg spurgte om de brugte dem, svarede de (selvfoelgelig) nej. Men boernene virkede glade og havde meget mere fritid nu. Alle gaar nu I skole paa Nyt Liv, saa de starter ikke paa morgenboenne forend 9.30 og saa gaar de I skole. Jeg var med I skolen og undervisningen virker meget bedre nu. Alle boernene deltager I undervisningen og det var ret morsomt. En meget mere fri stemming. Fysioterapirummet bliver meget brugt, kan jeg se paa boernene. Lille Josef som jo kun kunne gaa langs muren kan nu gaa helt selvstaendigt og han var meget stolt da han viste mig det. Jeg deltog I den daglige eftermiddagstraening som var en tur op til porten og tilbage. Han tog mange pauser, men I betragtning af at han slet ikke kunne gaa for 2 aar siden, var det fantastisk at se. Alagu Pandi traenede paa samme made og han spurtede afsted nu. Ramar havde gangstativ som han loeftede sig fremad med. Han arbejder I vaerkstedet og viste mig megets tolt sit regnskab og taenk, I februar maaned havde han solgt for 1.222 rubees, og det er rigtigt meget naar tingene kun koster fra 5-25 rubees. Han saelger oppe I langsbyen. Han er 20 aar og jeg regnede ikke med at han var der mere, saa det var dejlgit at se ham.

Der var kun 2 af personalet jeg kendte med de nye var meget soede og virkede meget mere kompetente. Saa en stor forandring til det bedre. Desvaerre havde de stadig laset toej paa, med manglende lynlaase, knapper og haegter. Og ingen skoleuniformer. Men jeg registrede det kun. Havde ikke lyst til at kommentere det til Sebastian. Det hjaelper jo ikke noget alligevel. Boernene viste mig deres toej og bad mig faa det repereret, men jeg sagde nej. Jo, de husker. Den ene dag vi sad og hyggede og jeg lige rejste mig loed det klart og tydeligt: “Saet dig ned”. Det plejede jeg at sige naar det tamilske ord “Okari” ikke virkede. Det var Alagu Pandi som kunne huske det og saa grinede vi alle. Herligt.  Mange smaa sjove oplevelser og jeg noed at vaere sammen med boernene igen.

Der var en lille dansk gruppe der samme dage som mig. 2 kvinder som var ved at lave en bog for IB om boernene (de normale) og den ene kvinde havde sine 3 boern med. Det var dejligt at tale dansk igen og de var virkelig skoenne at vaere sammen med. De var begge kunstnere og jeg viste skam meget stolt mit sanserum frem. Man kan ikek se at det er 2 aar siden det blev malet.Der er naesten intet slid. Men fysioterapeuten siger at hun burger det hver eftermiddag. Intet var oedelagt, alle boldene var fine og meget gule. Dog var nogle af kuglerne i boldebaddet punkteret, men det var alt. Har hoert at der er nogle nye bolde paa vej i den container som blev sendt dertil sidst paa aaret, men den er aabenbart ikke naaet til Nyt Liv Hjemmet endnu.

 

Saa en god ferie hvor jeg rejste ca. 3000 km hver vej. Togturen herfra og til Howrah I Calcutta tog 24 timer og hjemturen fra Madurai tog 22 timer. Jeg valgte at flyve den lange straekning fra Calcutta til Madurai. Det var dyrt, men jeg ville ikke bruge 2 dage paa en lang togtur.

 

Nu er jeg saa tilbage og har idag mallet et bord. Der er to borde som skal males. En af patienterne og en af personalet malede to smaa borde, saa nu mangler kun et stort bord, som vi nok tager I morgen, og saa er det slut med at male. Men der er saa meget andet som skal naas inden jeg drager nordpaa 29. marts.  

 

Sowndarya ville ikke rigtigt kendes ved mig – eller ogsaa var hun lidt “fornaermet” over at jeg havde “forladt/svigtet” hende. Men i dag er alt godt og hun er blevet meget rundere. Slutter her og skynder mig at sende.  

 

 

foerst i marts maaned

 Sidder paa internetcafe i Madurai og venter paa toget som skal til Dindigul, hvor jeg skal besoege drengene fra Nyt Liv Hjemmet. De bor et andet sted nu og har det rigtigt godt.Besoeget paa Sonatala gik godt. Jeg noed at vaere sammen med Christian nogle dage og det er jo altid hyggeligt at se boernene fra Sonatala igen.I gaar tog jeg saa et fly fra Calcutta til Chennai og var der nogle timer for siden at flyve videre her til Madurai. Tog en taxi til det hotel hvor jeg plejede at bo men alt var booket. Fandt et andet - billigt - men jeg skulle jo ogsaa bare sove. Det viste sig at vaere lidt svaert, da jeg blev bidt gevaldigt meget. Foerst om morgenen kunne jeg se at der var en myrefarm i sengen og de havde haft travlt hele natten. De er bittesmaa, men deres bid svier gevaldigt meget.Christian havde en del babytoej med som Anne har koebt i en genbrugsforretning. Jeg glaeder mig gevaldigt meegt til at komme “hjem” og se Sowndarya i toejet. Der er ogsaa en kaengurubaeresele og det bliver godt at kunne tage hende med lidt rundt. Laegen fortalte at hun havde graedt en del de foerste dage jeg var vaek fra hende og jeg syntes virkelig at jeg kunne maerke hende graede. Men nu har hun vaennet sig til barnepigen som hedder Rani. Men det bliver dejligt at komme tilbage og tage mig af hende igen. Tror nu at jeg overlader hende til barnepigen ret meget, da jeg jo snart skal rejse fra hende igen.Der var ogsaa nogle engangsklude i pakken fra anne og Christian. Samt rengoeringsklude. Jeg gav en pakke til det sted i Howrah hvor jeg overnattede. Det er lederen paa Sonatala, Mr. Karars hjem i Howrah. Hans svigerdatter spurgte hvad det var og jeg fortalte at det var klude til rengoering og saa kom dette fantastiske spoergsmaal: “Rengoere hvad?” Jeg fortalte at de kunne bruge dem til at toerre bl.a. borde og vindueskarme af med, men hun lignede et spoergsmaalstegn. Og det kendetegner nok de steder i Indien hvor jeg faerdes: Man har ikke som os i Danmark klude til borde, gulve, til at toerre stoev af med osv, osv. Nej, her bruger man sjaeldent klude og naar man goer, ja, saa er det gamle sarier som bliver revet i stykker.Nu skal jeg videre. Mine mailadresser er der gaaet helt koks i. Min paradiskonto fra TDC har slet ikke virket her i Indien. Via hjemmesiden er der meget spam saa det er ret svaert at finde de serioese mail. Min wanadoo lukker ned 1. april, men jeg har ikke faaet mail siden i februar og jeg ved at der er blevet sendt nogle. Men jeg vil nu begynde at bruge hotmailen: lisbeth_henni@hotmail.com. Der burde ikke vaere problemer med den.

Mange hilsner til jer alle - jeg naar desvaerre ikke at skrive mail i dag.