Indien april 2008

21. april. Hjemme

 Så er jeg i Rønnedalen. Kan igen bruge å , æ og ø. Men skriver stadig aa, ae og oe, men det vænner jeg mig nok hurtigt til…..

Siden jeg kom hjem har jeg haft behov for “bare at være”. Og jeg har nydt det fuldt ud. Men samtidig er mange ting sket. Kan slet ikke forstå at jeg kun har været hjemme i 3 dage. Om lørdagen mødte jeg en arbejdskollega som fortalte mig at den lille pige som jeg var nattevagt for er død. Jeg havde regnet med at skulle tilbage som ferieafløser og starte hurtigt. Denne kollega arbejder et andet sted og fortalte mig at de søger ferieafløsere der. En anden kollega som også arbejder der har meget længe sagt at jeg skulle komme dertil for at arbejde. Så jeg ringer i dag og vil starte stille og roligt. Denne arbejdsplads ligger kun 5 min herfra, så det er jo dejligt.

 

Men min bog trækker stærkt i mig og jeg har bestilt ferie, for jeg kan ikke starte arbejde på fuldtid. Må komme igang med at redigere bogen, mens jeg er i denne vidunderlige energi. Det er meget vigtigt. Så et arbejdsskift og en bog - ikke det jeg regnede med at komme hjem til - men det føles så rigtigt at gå en helt ny vej, så det gør jeg. Det går aldrig fejl, når tølelsen er så stærk. Jeg følger den energi som er naturens energi. Lige det min bog bl.a. handler om…..

Turen hjem

Den var noget af en oplevelse. Jeg blev kørt til Calcutta lufthavn. Indtjekningen gik meget hurtigt og jeg var i god tid, så jeg havde 3 timer der. Fik købt 2 gode bøger og ville læse. Er blevet rigtig god til at læse engelske bøger nu. Mit engelske er udviklet rigtigt meget disse 3 måneder. For nu har jeg jo også haft nogen at snakke med - (på Nyt Liv hjemmet var det meget begrænset hvor meget vi kunne kommunikere pga. det engelske sprog).

Men så fik jeg en sms fra lægen som skrev at alle på hospitalet tænkte på mig den dag og lille Sowndarya havde grædt hele dagen. Han var sikker på at hun kunne mærke at jeg ville rejse fra Indien. Så begyndte tårene at trille og jeg var komplet ligeglad. Sad i lufthavnen og græd og tænkte at ingen kendte mig, så jeg lod bare tårene trille, mens vi skrev sms’er frem og tilbage. Jeg havde jo hele dagen siddet med mit digitalkamera og kigget på fotos of hende og længdes efter hende. Det er noget af det sværeste jeg har oplevet at skulle forlade denne lille pige. Følelsen af at jeg svigtede hende var hård. Hun havde jo mistet begge sine forældre og nu rejste jeg også fra hende. Stakkels pigebarn. Men måtte vende den og ved at se fotos af hende, kan jeg se hvor tryg og glad hun er blevet på disse uger, så det har hun fået og det kan hun gemme i sit hjerte og i sjælen og det vil styrke hende. Og lægen er der jo til at tage sig af hende. Sendte hende en masse kærlighed og “snakkede” med hende fra min sjæl.

En dag var hun også meget ulykkelig. Lægen sagde at han kunne mærke hendes mors sjæl var hos pigen. Mærke at moderen var ved at død og søgte sin lille pige men at hun jo kunne se at hun havde det godt hos mig. Derfor kunne hun dø roligt. Og ganske rigtigt. Næste dag fik vi at vide at hun var død og havde ligget i coma i en uge.

Efter jeg kom hjem har alle set fotos af hende for jeg kan slet ikke lade være. Er gået i gang med at bearbejde billederne og lægger dem ind på hjemmesiden så hurtigt som muligt.

Flyveturen fra Calcutta til Mombai gik fint. Vi måtte flyve 1 ½ time over lufthavnen pga. mange fly. Så skulle vi i bus fra indenrigs-lufthavnen til udenrigs. Det tog ca. ½ time, og så skulle vi i flyet. Så tiden gik hurtigt her. Så den lange tur fra Mombai til Brusells. Det var nat, men svært at sove, så jeg brugte tiden på at se nogle film som ikke er kommet i biografen herhjemme endnu. Vi fik lammekød og det var jo dejligt. Har jo fået meget lidt kød og mest kylling. I Santibari fik jeg gedekød og det smagte faktisk godt. Første gang jeg smager det. Der er fugleinfluenza i VestBengalen så 1,5 mill. kyllinger er dræbt der. Så fik vi lækker morgenmad og så landende vi i Brussels. Første gang jeg er der, og af en eller anden grund kunne jeg mærke at i denne by skal jeg snart hen som turist. Og jeg så endda ikke byen, var kun i lufthavnen. men der var et eller andet som trak.

I lufthavnen skulle jeg tjekke ud og tjekke ind igen for jeg skiftede flyvelskab. Fra Jet Airways hvor jeg havde lov til at tage 28 kg med og til SAS som kun tillader 20 kg. Jeg fik min bagage - med håndbagage 46 kg. Sidste gang skrev jeg at jeg havde overvægt pga.  Christians bagage. Kan let misforstås…. Jeg valgte denne gang at tage alt mig tøj med hjem, plejer at forære det væk. Samt alle mine bøger som jeg har købt og flere af dem har jeg ikke læst endnu. Fik en masse afskedsgaver osv.osv. Så overvægten er min egen. Det skal Christian ikke have skylden for.

Men de var søde og jeg betalte “kun” for 6 kg. Men 10 Euro pr. kg, så det var da omkring 750 kr. Men pyt, også det kan jeg leve med. Jeg fik al min bagage og det er det vigtigste.

Jeg fik den på en vogn og gik mod afd A som jeg skulle flyve fra. Der var det ikke tilladt med vogn, så jeg “slæbte” 3 kufferter. Ned af rulletrapper og jeg sendte dem afsted en ad gangen. Der var ca. ½ time at gå fra den ene afdeling til den anden, så det var hårdt, for der var 3 etager. Men det lykkedes og jeg kom til indtjekningen - troede jeg. Det viste sig at jeg skulle have tjekket ind ved “departure” hvor jeg kom fra. Hele turen tilbage. Fandt så heldigvis ud af at der var elevatorer……. Følte mig godt dum da. Fik tjekket ind og gik så hele turen tilbage. Så kan 4 timer i lufthavnen gå ret hurtigt, når man klokker så meget i det. Havde da godt set at andre kun havde håndbagage og vidste at eller andet var galt, men reagerede ikke. Ville bare af med kufferterne.

 

I lufthavnen så jeg en butik med håndlavede gobeliner, og så var jeg helt solgt. Gik bare rundt og sugede energi til mig. En utrolig smuk oplevelse og jeg gik rundt flere gange og havde en god snak med ekspeditricen. Et vægtæppe trak meget i mig og jeg blev nødt til at købe det med hjem til min antikke lille stue. Var fuldstændig ligeglad med prisen, for jeg kunne mærke at jeg ville fortryde helt vildt hvis jeg ikke købte det. Nu hænger det på væggen og det passer perfekt til mit hjem. Det forestiller “livets træ” med en smuk blomsterranke rundt om i støvede farver.

Efter denne oplevelse måtte jeg altså have en øl selvom klokken kun var 11 om formiddagen. Den sad jeg og nød indtil jeg skulle i flyet.

I Kastrup ventede hele min familie og hvor var det dog skønt at se alle igen. Vi kørte her til Rønnedalen hvor de havde købt ind og vi fik kaffe (uhmmmm), brød og pålæg. Senere lavede vi spagetti og kødsovs og drak lidt vin til. En dejlig hjemkomst. Om natten sov jeg i mine egen seng og hvor er det dog dejligt.

 

Skal nok skrive mere fra Indien, men lige nu er jeg her i Danmark og vil bruge tiden på at lægge mine fotos ind her på hjemmesiden.

 

I dag skal jeg til lægen. Er kommet slemt til skade med min fod og har svært ved at gå. Griner af mig selv. Lever i Indien blandt aids-patienter, kobraslanger og skorpioner uden at der sker noget. I mit eget hjem træder jeg på et ringbind og får det spidse jern op i foden både nedenunder og ovenpå. Nu er foden meget hævet og jeg kan ikke træde på den. Der er en blodansamling under foden. Lægen kan nok intet gøre, men jeg skal have en forbinding om, så jeg kan gå. Jeg sad lørdag morgen på gulvet og læste og sorterede posten og satte brevene i ringbindet. Derfor lå den på gulvet. Jeg sidder jo for det meste på gulvet og arbejder. Et dumt uheld.

Senere: Har været hos lægen. Skal i røngten og har fået penicillin, for der er betændelse i foden. Så forstår jeg bedre at det dunker og gør ondt. Men pyt, jeg går stadig og griner af mig selv, og har fået bind omkring foden.

 

17. april. Saa er dagen kommet. Jeg rejser hjem. Jubii. Er saa klar. Glaeder mig rigtigt meget. Har givet slip her og min energi er i Danmark nu. Har pakket. Har desvaerre overvaegt, mest pga. at jeg skal have Christians kuffert med hjem. Han fik ikke sin bagage da han kom hertil, saa jeg tar den med. Maa have 28 kg. og har 30,5, saa det gaar nok. Problemet (hvis der bliver et problem) blir i Brussels hvor jeg skifter fra Jet Airways til Sas. Skal derfor tjekke ind igen og SAS tillader kun 20 kg. Men saa betaler jeg for det. Har ogsaa sponsorbreve med fra Santibari til International Boernehjaelp samt gaver til bl.a. Faeoerne for hjaelpen til skolen. Saa alt i alt vejer min bagage ikke saa meget. Men alt skal med hjem og det kommer det. Flyver i aften 20.20 til Mombai, derfra til Brusells og saa Kobenhavn. Min familie kommer til Kastrup og jeg kan naesten ikke vente til at se dem igen. Til at tale dansk igen. Har talt engelsk siden jeg kom, med de faa som kan engelsk. Har udvidet mit engelske for laegerne paa hospitalet var meget bedre end mig og vi havde mange lange snakke. - Sushima og Pampa foelger mig til lufthavnen og det er dejligt. Vi har kendt hinanden siden jeg kom her foerste gang for 3 aar siden. I gaar aftes da Mr. Karar, hans kone og 4 piger var rejst til Holland kom de til mit rum sammen med 2 andre personaler og vi havde en rigtig pige-hyggeaften. Foeler mig saa rig for jeg har venner i mange lande. Kan rejse her i Indien fra syd til nord og foele mig velkommen. En velsignelse.

Her i Howrah har jeg faaet skrevet mere til min bog. Foreloebig er 15 kapitler klar. Glaeder mig saa meget til at sidde ved min egen computer og komme igang.

Havde taenkt mig at starte paa job med det samme, mest pga. oekonomien. Men har besluttet at vente en uge. har en masse mail jeg ikke har faaet laest rigtigt og har mange som skal svares paa. En del billeder som jeg ikke har aabnet, pga. af at netforbindelsen her i Indien er meget langsom samt stroemsvigt.

Jeg skal ogsaa have lagt fotos fra dette ophold paa hjemmesiden. Lige nu har jeg 3 film samt et “kort” fra digitalkameraet hos en fotoforretning. De ved ikke om de kan naa at faa det lagt paa cd, men proever. Jeg haaber det, for saa er mine billeder klar naar jeg kommer hjem. Ellers skal jeg vente en uge. Det har vaeret meget aergeligt ikke at kunne laegge fotos ind pa hj.siden, men saadan har det nu engang vaeret og det er et luksusproblem.

Foeler stadig at jeg har en masse at skrive om Nyt Liv, Santibari og Sonatala saa det goer jeg ogsaa hjemmefra.

Mit ophold her i Indien har vaeret en lang velsignelse. Jeg er vokset gevaldigt som menneske, foeler jeg. Mange ting er gaaet op for mig. Kan se en gylden traad gennem hele mit liv, for hele mit liv har vaeret oppe at vende. Alt haenger sammen i en hoejere enhed. Har fyldt notesboeger med disse tanker og foelelser. Egentligt hyggeligt at skrive gammeldags dagbog med haanden. (Med min Parkerpen som rotten ikke fik stjaalet fra mig thi-hi).

Har nu opholdt mig i Indien ialt i 9 mdr. siden jeg kom her foerste gang i 2005. Takket vaere min kaere soen, Christian, som arrangerede en rejse for sponsorer fra International Boernehjaelp. Dette land er blevet en del af mig og min sjael. Jeg vil altid vende tilbage hertil med jaevne mellemrum. Ligesom jeg rejser til Faeroerne og Groenland. Saa fire lande som staar mit hjerte naert. Det er da rigdom! (Kan godt taelle, det fjerde land er jo Danmark!).

Foeler mig ikke som gaest i dette hus laengere efter at jeg blev hentet paa stationen og vi tog bussen hertil. Plejer at blive hentet i bil. Jeg er en del af disse steder.

Taenker saa paa at Mr. Karar er gammel og naar han ikke er mere, ja, saa kommer der ikke flere gaester hertil. Det snakkede vi meget om i gaar aftes. Personalet har nydt disse gaester, et friskt pust i deres dagligdag. Siger at de vil savne det. Skal hilse alle derhjemme som har vaeret her.

Kan skrive og skrive, men maa heller stoppe. Tror jeg blokerer telefonen. Men fortsaetter fra Roennedalen saa snart som muligt, for Hurra, jeg skal hjem i dag……………………

 

 

 

 

15. april

 

Mit liv har taget en uventet drejning nu.

 

Er nu igen i Howrah. Min tid i Santibari var faerdig for denne gang. Det var et skoent ophold. Jeg fik den fred og ro som jeg havde brug for. Blev opladet. Det var skoent at vaere sammen med pigerne og den sidste aften lavede de et danseshow for mig. Der var danse, sange, ja, endda et skuespil med “mine” skoleboern. Jeg havde fortalt at der havde vaeret tyve i mit hjem, saa de opfoerte et moralsk spil om hvor forkert det er at stjaele. Jeg fik gaver saa det var helt roerende. Solvsmykker, et smukt maleri af min indiske ynglingskunstner, med et mor og barn motiv. Foerste gang jeg var i Santibari koebte jeg et af en kvinde/gudinde malet paa sandpapir, en teknik som jeg nu selv bruger i Danmark. Sidste gang jeg var her koebte jeg et til Anne og Christian som begge fyldte 30 aar. Og nu fik jeg et selv. Jeg fik ogsaa et vaegtaeppe som pigerne havde broderet til mig. Tegninger og breve fra boernene. En festlig aften. Nekbar Mia (lederen) sagde at jeg ikke var en gaest mere, jeg var en del af huset og saadan foeler jeg mig jo efterhaanden ogsaa. Hvor var det dog svaert at tage afsked med dette sted – ogsaa dette sted. Foeler mig meget velsignet for jeg kan rejse lige fra syd Tamil Nadu til nord i Himalaya og alle steder fole mig velkommen og elsket. Et meget heldigt menneske. Taenker videre: Jeg rejser jo ogsaa rundt paa Faeroerne,iI Groenland og i Danmark. Alle steder har jeg venner  og familie som holder af mig. Et velsignet menneske.

 

Da jeg var faerdig med at sove og hvile i Santibari gik jeg i gang med at skrive. … Da jeg skulle til Andhra Pradesh og hoerte at jeg havde computer paa mit vaerelse, taenkte jeg at nu var det paa tide at gaa i gang med min bog. Lige siden jeg startede med at male har jeg foelt at jeg skulle skrive en bog, og nu regnede jeg med at faa god tid. Men arbejde og fritid loeb ud i et og der var stroemsvigt naesten hele tiden, saa det blev ikke til noget. Da jeg rejste var der en lille soergmodig stemme inden i mig som sagde: “Du fik ikke skrevet din bog, og nu skal du hjem til Danmark og arbejde og faar ikke tid”.

I Santibari kom skriveenergien og jeg fik skrevet 125 haandskrevne sider. Det stroemmede ud af mig. En utrolig energi og jeg noed det. Bogen er om mine oplevelser og erfaringer om sjaelen, hjertet, sindet, hjernen og vores energi. Erfaringer som viser at alt hoerer sammen og gaar op i en hoejere enhed.  Jeg har skrevet om disse emner nu i 15 aar og jeg skal nu hjem og lease mit materiale igennem. Har 7 fyldte brevordnere og en masse haandskrevne boeger. Det vil tage tid, men det er vigtigt at lease for at faa helheden.

Mine oplevelser her i Indien har tydeligt vist en stoerre sammenhaeng imellem disse ting. Hvordan vi paavirker hinanden med vores energi og hvor vigtigt det er at vaere bevidst om dette. Hvor vigtigt det er at vaere i ens egen energi, saa vi ikke paatager os andres energi. Kan tydeligt ses naar man er paa en arbejdsplads og der er en daarlig leder. Hele arbejdsgangen bliver paavirket af det. Eller en god leder. Saa trives alle og man kan snakke om tingene. Saa dette arbejde foeler jeg at jeg nu skal hjem og bruge tid og energi paa. Foeler at jeg nu har styr paa bogen for det jeg har skrevet nu er saa klart. Men jeg mangler at fylde paa og det skal findes frem, foer jeg foeler mig klar.

Saa jeg havde en ide om at jeg skulle klare dette mens jeg var i Indien. Jeg gjorde det, og kun paa en uge. Fantastiskt at opleve.

 

Ang. mit hiv-boernehjem. Har taenkt og taenkt. Laegen vil nu starte med et hus han har. Her er jeg ikke enig med ham. Jeg ved at boernene er der og at behovet er der. Men skal jeg hjaelpe med at starte dette hjem saa skal det ikke vaere i det hus. Han er ved at undersoege hvad det koster at saette huset i stand for det har staaet tomt i flere aar. Taget er af straa og lidt teglsten; det siger mig at der er meget varmt om sommeren og meget vaadt og fugtigt i regntiden. Der er lavt til loftet, saa der skal en etage paa. Der er kun et rum, intet koekken og kun et indisk toilet dvs. et hul i jorden. Jeg synes at der er plads til 6-8 boern i koejesenge, han vil have 20-25 boern i huset. Det kan jeg slet ikke acceptere. Udenfor er der naesten intet legeareal. Ca. 2 x 6 meter. Huset er omringet af 2 m hoeje betongvaegge og der er kun 2 vinduer og en dor, saa luften inde vil vaere meget daarlig. Med ca. 10 koejesenge vil der intet areal vaere at lege, spise eller opholde sig paa. Da det er hiv-boern vil det ikke blive accepteret at de leger udenfor arealet – hvor der ogsaa koerer biler. Nej, denne standard kan jeg ikke acceptere. Lige meget hvor meget huset bliver renoveret vil det aldrig blive godt nok til at jeg vil bruge energi paa at skaffe penge til projektet. For det vil jo kun vaere midlertidig. Mens jeg proever at skaffe penge til et stoerre hus, som jeg jo ikke ved om jeg kan skaffe. Saa maaske bliver det ikke kun midlertidig.

Saa lige meget hvor meget mit hjerte graeder for disse boern, har jeg vaeret noed til at sige nej til at deltage i det projekt.

Hvad der saa sker videre ved jeg ikke lige nu. Jeg braender virkelig for at goere noget for disse boern, men det maa tage den tid det tager. Jeg forventer ikke danske standarder, men da jeg har besoegt de fleste af International Boernehjems boernehjem her i Indien ved jeg hvad jeg kan acceptere som minimum, hvis jeg skal involvere mig i det.

Saa lige nu er mit hjerte paa pauseknappen hvad angaar hiv-boernehjemmet. Afventer hvad der sker og tager saa en beslutning derfra. Dette foles som det rigtige for mig, og det maa jeg lytte efter.

Lille Sowndarya trives, siger de. Personalet og patienterne savner mig til vores aftenhygge. Siger at det ikke er det samme uden mig. De to laeger har svaert ved at gaa ind i mit rum, for det er jo “mit” rum og det er meget tomt nu. Det er da soedt. Jeg laenges tilbage naar jeg hoerer sadanne ting. Noed jo mit ophold der. Var lykkelig der – i al elendigheden. Jesper Klein sagde: “Dit hjem er der hvor dit hjerte er.” Og han har ret. Jeg var hjemme paa hospitalet for mit hjerte var der. Mit hjerte var ogsaa i Santibari saa jeg var ogsaa hjemme der. Nu er jeg paa vej til Danmark og mit hjerte vil vaere der ogsaa. Saa jeg har mange hjem i Verden. For mit hjerte og min sjael foelger med mig overalt. Foeler mig som et meget heldigt og lykkeligt menneske.

 

I dag er det tirsdag. Torsdag aften flyver jeg hjem og lander i Kastrup fredag. Hoerer hjemmefra at foraaret er kommet og det glaeder jeg mig til at opleve. Jeg vil nyde at vaere i Danmark igen. Sommeren er kommet her i Calcutta og jeg tror at her er omkring 35 grader, maaske mere. Alt for varmt. I eftermiddag skal vi en tur i Planetariet. Noget jeg nyder meget i Koebenhavn. Nu skal jeg opleve det i Calcutta. Sushima og Pampa kommer med mig. Sushima arbejder her i huset og vi hygger os meget naar jeg er her. Pampa – en Sonatalapige - var med mig i Santibari den foerste uge. Saa ogsaa hyggelige oplevelser her i byen.     

 

Knus til jer alle. Naar jeg kommer hjem skal jeg nok skrive mail og/ eller ringe. Glaeder mig til at se jer alle igen.

 

7. april. Har faaet lov til at lane computeren her i Santibari og vil skrive en af mine sidste blogge her fra Indien, ja, maaske den sidste. Om 10 dage letter flyveren fra Calcutta og jeg glaeder mig til at komme hjem nu.

 

Har nu vaeret i Santibari i en uge. Brugt tiden paa at hvile, sove, hvile, spise, hygget med pigerne, hvilet og laest. Skriver hvile saa tit, for det har jeg gjort. Var ikke klar over hvor traet jeg egentligt var, foer jeg kom hertil og har brugt hele dage paa at hvile og sove. Sover dog meget daarligt og har egentligt gjort det siden indbruddet i min lejlighed. Taenker ikke saa meget paa det, men om natten spoeger tankerne/underbevidstheden og giver daarlig soevn. Taenker paa om mit hjem endnu er mit hjem? Taenker tilbage til tiden da jeg var 3 mdr i Groenland og kom tilbage til min lejlighed i Hobro og den virkede totalt fremmed paa mig, saa jeg sagde den op og flyttede tilbage til Sjaelland. Kan dette ske igen? Vil min lille lejlighed virke fremmed? Har jo brug for at foele at jeg kommer hjem, naar jeg kommer til Roennedalen. Min bror og svigerinde har tilbudt mig at bo hos dem, hvis jeg foeler mig utryg i min lejlighed. Meget soedet af dem (Tak) Men det er jo mit hjem og jeg skal da ikke foele mig utryg i mit eget hjem! Ordet hjem har faaet en helt ny betydning for mig, kan jeg maerke. Har ind imellem lyst til at flyve hjem med det samme, men har ogsaa brug for denne tid med hvile, inden jeg kommer hjem og starter job meget hurtigt. Mit budget her er staerkt overtrukket. Lillepigen var et dyrt bekendtskab og der har vaeret mange andre ting jeg har syntes var noedvendige at koebe til hospitalet og patienterne. Er indstillet paa ar arbejde haardt og meget naar jeg kommer hjem, saa jeg faar rettet op paa oekonomien. Skal dog ogsaa til forskellige specialister. En ryglaege, en gigtlaege og en smertelaege. Skal have fundet ud af om der kan goeres noget for mine mange smerter. Her i Indien er det ikke saa slemt. Tager naesten ingen smertepiller, maaske pga. varmen, kombineret med at arbejdet ikke er saa fysisk haardt. Arbejds-maessigt trives jeg meget bedre her i Indien. Skal ogsaa hiv-testes. Ikke fordi jeg har udsat mig selv for smitte, men med den taethed jeg har haft med lillepigen ved man jo aldrig. Sansynligheden er ikke stor, men testes skal jeg. Sowndarya var blevet testet paa hospitalet hun kom fra, fortalte de og hun var hiv-baby. Vi fik saa lavet en test, men den var negativ. Saa skulle hun have taget en test som skulle sendes til Mombay, en dna-hiv-test. Men jeg havde ikke penge til denne test. Den er meget dyr. Saa egentlig ved vi ikke om hun er smittet eller ej. Men boern af aids-foraeldre bliver kaldt hiv-boern uanset om de har hiv eller ej og de skal helst testes hver 6 mdr. til de bliver 15 aar.

 

Det var meget svaert at forlade hospitalet og min lille pige. Jeg savner hende meget og kigger tit fotos af hende i mit kamera. (kunne ikke faa fremkaldt film og fotos i Calcutta) Tanken om at jeg maaske aldrig ser hende igen, spoeger i mit indre. Ingen ved hvad der sker i mit liv nu og der er ingen garanti for at jeg kommer tilbage.

Her i Santibari er en lille baby paa 4 mdr. Han er skam soed, men hver gang jeg tager ham tisser han paa mig, og jeg gider ikke skifte toej hvergang jeg har lyst til at sidde lidt med ham, saa det er jeg stoppet med. Jeg fortalte det til Nekbar og fik denne kommentar: “Det er jo livets vand”. Kan se at naar han tisser paa de andre, faar han ros og de smiler og griner – og han faar skiftet toej utallige gange om dagen. Saa hvis dette er indstillingen til drenges/maends tisseri, ja, saa kan jeg forstaa inderes trang til at tisse overalt. “Det er jo livets vand” og liv og vand er vigtigt. – Nej, hurra for at lille Sowndaraya bruger bleer. Selvom de er pokkers dyre og Rani slet ikke kan finde ud af at binde dem rigtigt. Har proevet utallige gange, men hun kan ikke se fidusen, og det skal ikke undre mig at hun ikke vil bruge dem, naar jeg nu er rejst.

 

Bruger megen tid paa at taenke paa “mit” hiv-boernehjem. Laegger planer og laver budget. Foeler egentlig ikke at det praktiske er noget problem. Det er mit indre som har lange snakke med sig selv. Jeg er fuldt ud klar over at det bliver meget svaert. Men jeg er ikke bange for en lang kamp – som ikke burde vaere en kamp men en udfordring.  Ikke naar formaalet er at hjaelpe disse boern.

Laeser en bog om Mother Teresa og om hvordan hun kom igang. En af hendes kommentarer var, at kunne hun redde bare et barn saa havde hun gjort en forskel. Hendes liv var en lang kamp. Hun var ogsaa hvid kvinde i Indien, men faa har den respekt som hun har her i samfundet i dag. Men hun var meget yngre da hun startede og jeg har ingen planer om et stoerre projekt. Bare et “lille” boernehjem for 20 boern. Det foler jeg at jeg kan klare og overskue. – Har allerede naaet hendes maal med at redde et barn: Laegen siger tit at jeg reddede Sowndarya’s liv. Hvis jeg ikke havde vaeret der, saa havde han ikke taget imod hende, og saa var hun helt sikkert doed i dag. En stor ros at faa og det goer mig stolt at vide at jeg har gjort denne forskel for denne lille pige.

Men mine tanker gaar paa om jeg kan klare at “underkaste” mig en indisk mands vilje. Ingen tvivl om at laegen vil vaere den som starter dette projekt og at jeg skal vaere den daglige leder. Men jeg er totalt hjaelpeloes i et meget fremmed samfund med et meget svaert sprog. Kan jeg i laengden acceptere den rolle jeg vil faa? Hvad hvis vi bliver uenige om et eller andet? Indtil videre har vi haft et super samarbejde. Vi har kunnet snakke om alt. Jeg kan spoerge og faa svar. Men jeg har vaeret gaest og har haft den rolle. Kommer jeg som hende som skaffer pengene faar jeg en helt anden rolle. Jeg foeler helt klart at det er mig som skal have styr paa oekonomien. At jeg har et stort ansvar overfor sponsorerne. Vil laegen acceptere det? Her er han manden med stort M. Vil det tage noget af hans vaerdighed fra ham? Jeg aner det ikke. Har ikke taenkt saaledes foer nu, hvor jeg har saa god til til at taenke. Taenker ogsaa paa om jeg i laengden ville kunne bo her. Det er noget helt andet at have en billet med en hjemrejsedato paa end at flytte hertil og faa mit eget hjem. Forholdene er ikke noget at raabe hurra for. Stroemsvigt evigt og altid. Vandmangel. Alle disse insekter. Vaerst er myggene. Men udenfor lurer giftige slanger og skorpioner. Man skal altid vaere paa vagt. Jeg kan gaa frit ude om dagen, men om aftnerne siger laegen at der ikke er sikkert for mig. Kan jeg klare altid at skulle passe paa. Foeler mig jo tryg i lille Danmark, selvom der ogsaa er kriminalitet. Men jeg er ikke bange for at gaa ude om aftnenen. Paa den anden side, hvorfor skal jeg gaa udenfor om aftenen? Det er ikke saa meget at jeg har behov for det, men mere at muligheden er der, hvis jeg har lyst. Socialt samvaer er der ikke noget som hedder. Man besoeger ikke hinanden og hyggesnakker. Man spiser ikke sammen. Saa min fritid vil gaa med at lease. Maaske male? Der er ikke andre udlaendinge i byen, saa det er meget faa jeg vil kunne snakke med. Og slet ikke dybe, inspirerende snakke. Kan jeg klare dette i laengden?

Jeg vil binde mig for mange aar. Har jeg egentlig lyst til det? Har jo denne frihedstrang som goer at jeg ikke vil have et fast job, men heller arbejde som afloeser, for jeg har brug for at vide, at naar jeg har lyst til et skift eller til at rejse, ja, saa har jeg friheden og muligheden for det. Kan og vil jeg opgi den? Saa igen: Alt det praktiske ser jeg ikke som noget problem i mit projekt – lige nu. Det er mere paa mit indre plan mine tanker arbejder. Det er sundt for det er et kaempeskridt at tage. Jeg springer ikke bare ud i det, men overvejer meget noeje, inden jeg starter paa den lange process med at soege penge. For det bliver ikke nemt og jeg har ingen kontakter paa det omraade. Ikke naar det handler om saa mange penge som jeg har brug for her og stoette i mange, mange aar.  

For det er ikke nok at taenke paa disse boern. Det er ogsaa vigtigt at taenke paa mine behov og hvad jeg har brug for, og hvad er jeg villig til at opgive? Jeg ved at jeg er villig til at give alt hvad jeg kan for dette. Men er jeg ogsaa villig til at opgi alt?

Saa Santibari er et vigtigt sted for mig i disse overvejelser. Jeg har siden jeg kom her for 3 aar siden, taenkt paa dette sted som “mit paradis i Indien”. Her er fred og ro. Natur og fuglesang. Kaerlighed og trivsel. – Ingen biler som dytter og stoejer. Ingen muslimske boenner meget tidligt om morgenen. Ingen lyde af hindu-festivaler.(maaske har jeg vaeret heldig og ikke vaeret her paa de tidspunkter de fejrer en af deres utallige guder!)  Men det er tydeligt at se at alle trives her. Personalet er meget glade for boernene og Nekbar er en god leder som behandler personalet og boernene godt.

Er lige blevet faerdig med en bog om Indien: Holy Cow. Den handler om en australsk kvinde som boede i Indien et aar. Hun udforskede alle religioner her og skriver om en dagligdag som er meget anderledes end min her. Hun og hendes mand lever et liv som udlaendige I Indien. Har alle de faciliteter de er vant til, med en masse personale. De fester og omgaas andre udlaendinge. Sjovt at lease for jeg lever jo naesten som en inder mens jeg er her. Bor primitivt, spiser primitivt og indordner mig under de forhold som nu engang er. Har ikke behov for at udforske Indien for at laere mig selv at kende, som denne kvinde. Jeg ved hvem jeg er og hvad jeg staar for. Hviler meget i mig selv. Og det er nok min stoerste styrke. Er ikke soegende, men har mere behov for at servicere. Kan f.eks. ikke acceptere at indere skal vaske mit toej. Det eneste jeg accepterer er at de laver mad til mig. Det er de meget bedre til end mig, naar det bliver lavet under saa primitive forhold som det goer. Men flytter jeg hertil vil jeg helt klart til at lave min egen mad. I laengden bliver denne ensformige mad kedelig. Kogt ris, kogt ris og kogt ris. Forskellige tilbehoer, ind imellem chapatti. En sjaeldent gang lidt koed. Savner Basmatiris, som jeg nu faar her i Santibari og nyder det. Almindelige ris er ret kedelige synes jeg. Men til at leve med naar det kun er faa maaneder. Saa en hvid kvinde med tjenestefolk blir jeg nok aldrig. Men en kvinde med personale som passer paa boernene er noget helt andet.

 

En oplevelse jeg glemte at fortaelle om fra Nyt Liv: En aften sad jeg sammen med boernene. Charlotte kom og satte sig sammen med mig og ville synge en sang med boernene. De havde flere gange bedt mig synge “Tommelfingersangen” som Hanne laerte dem, men jeg kan den ikke. Saa jeg spurgte Charlotte og selvfoelgelig kunne hun den. Saa der blev sunget og det var fantastisk at se hvor meget af den de kunne huske endnu. En af pigerne som dengang hele tiden viste sine fingre til mig lagde jeg ekstra meget maerke til. Ville se om hun kunne huske den. Hendes hjerne arbejdede paa hoejtryk, og lige pludselig kunne jeg se at hun “fangede” den. Og var lykkelig over at hoere denne sang igen. Saadanne oplevelser samler jeg paa. Viser mig at jeg/vi goer en forskel i vores arbejde for disse boern. Saa, Hanne: Glaed dig til du ser boernene paa Nyt Liv igen. De glaeder sig meget til at se dig, ingen tvivl om det. De fortalte mig flere gange at jeg boede i “Hannes Room”. Ramar spurgte og spurgte hvornaar du kommer? De spurgte til Annus baby og om hun kommer og viser babyen frem. Alagu Pandi straalede naar jeg fortalte at du kommer om 4 mdr.

 

Vejret her skifter meget. Naesten hver dag faar vi nogle tordenbyger. Det lyner og tordner og regner meget, meget kraftigt. Den ene dag haglede det med kaempehagl. Det er Indien og det er sommer – og saa hagl! Nekbar fortaeller at det er fordi der er mange skyer og at de “drager” en tur til Himalayabjergene for at vende tilbage med hagl….. Saa en varm sommer er det ikke, og det nyder jeg. Temperaturen er behagelig og disse skift er forfriskende. Den ene dag var det dog som en tyfon. En masse blade og mangoer faldt ned fra traerne, saa gaardspladsen saa forfaerdelig ud. Regn er ikke bare regn, men styrtregn.

 

Slutter for nu. Vil tjekke mail. Har ikke vaeret paa nettet siden Howrah. Heller ikke denne gang i Indien faar jeg skrevet mange mail, men jeg taenker paa jer alle. Har maaske ikke saa meget at skrive, naar jeg nu laegger min dagligdag ud paa hjemmesiden, saa i kan foelge med den vej. Men mest er det savnet af min egen computer med stroem som goer at det ikke er muligt at faa skrevet mail.  Havde jo denne gang en computer, men stroemforholdene gjorde det umuligt at faa skrevet.