Lisbeth Mortensen - logo



Om Lisbeth

Jeg er født i Helsingør, rejste til Færøerne i 1965, og boede der til 1992, hvor jeg flyttede tilbage til Helsingør. I 1993 mødte jeg en New Zealandsk kunstner i Helsingør, Pamela Matthews. Dette møde ændrede mit liv. Jeg begyndte at male og har malet siden. Kan godt lide den langsomme proces med oliemaling, hvor jeg kan male i flere dage. Jeg er meget inspireret af Pamela, samt af Peter Fich Christiansen

Efter et kursus hos Pamela Matthews startede jeg på Skolen for Visionær Kunst i Valby. Senere fik jeg privatundervisning af Birgitte Wolthers på West-end på Vesterbro. Interessen for kunsten steg og steg. I 1994-1995 gik jeg på skole for at lære at arbejde med ler, og her er det specielt lerskulpturer af mennesker som har min interesse. Jeg arbejder også med træskulpturer, fedtsten, maler akvareller og oliekridtsbilleder.

I 1994 fik jeg et kunstnerlegat til én måneds ophold i et vandtårn i Toftlund. Det var en af de bedste måneder i mit liv. En forsmag på hvordan det er at være kunstner på fuld tid. En drøm som gik i opfyldelse. Jeg sluttede opholdet med en meget besøgt udstilling.

Siden 1996 har jeg haft malehold. Den måde jeg underviser på er ret speciel. Det er små hold, højst 5-6 kursister. Jeg kan godt lide udfordringen i at have mennesker på holdet, som siger at de ikke kan male. Min teori er at alle kan lære at male, men at det selvfølgelig ikke er alle som bliver kunstnere. Formålet med at udvikle sig gennem at male er at lære at give slip. At finde troen på at man kan meget mere end man tror. At finde en indre frihed via maleriet. Jeg har også haft specielle hold for kvinder med angst og hold for flygtningebørn samt børnehold. Jeg har haft malehold på Grønland, i Hobro og for øjeblikket i Helsingør. Jeg udstillede på Færøerne i 2005 og havde malehold i den forbindelse.

Som det kan ses af udstillingslisten har jeg været ret aktiv. Nyder at kunne vise mine malerier frem. De sidste år (2003-2004) har jeg eksperimenteret ret meget. Bl.a. har jeg brugt håndlavet papir, stof, pailletter, fotos mv. i malerierne. I de færøske malerier bruger jeg færøsk sand. I oktober 2004 var jeg en tur på Færøerne for at samle inspiration til disse malerier.

I 1999 var jeg tre måneder i Grønland for at lave kurser og for at male. Den grønlandske natur er meget speciel. Dette var mit tredje ophold på Grønland.

I 2004 har jeg bl.a. malet fire Indienmalerier. Disse malerier har jeg fået lavet postkort af, hvor hele salget går til International Børnehjælp. En lille organisation hvor alle arbejder frivilligt. Disse fire malerier er helt anderledes end alt andet som jeg har lavet, men ikke mindre spændende. Jeg var sammen med andre faddere i Vestbengalen i februar 2005 for at besøge nogle af projekterne. Og jeg rejser til Sydindien fra november 2005 og arbejde med handicappede børn i et halvt år. Dette glæder jeg mig rigtig meget til.

Temaet i de fleste af mine malerier er kærlighed. Kærlighed imellem mennesker, kærlighed til naturen og kærlighed til universet. Mange af malerierne hører der et digt til. Endnu har jeg ikke haft mod til at offentliggøre disse digte, men det kommer måske én dag...



Malerier


Temaer


Skulpturer


Udstillinger


Om Lisbeth


Gæstebog


Kontakt


Links